Vedtægter

For Grundejerforeningen Nøddeparken

Bestyrelsen anbefaler at vedtægterne læses og at alle medvirker til at vedtægterne dermed overholdes.

Her kan du finde relevant information som for eksempel

Hvornår må jeg bruge motor redskaber eksempelvis plæneklipper og hækklipper?

  • I § 6 står der:

“Anvendelse af motorplæneklippere og andre motordrevne haveredskaber må kun finde sted på hverdage indtil kl. 18.00, samt på søn- og helligdage fra kl. 10.00 – 12.00.”

Lad os alle være Gode Naboer, og planlægge brugen af redskaberne inden for vedtægtens regler, så der kan være hyggeligt at være i haven for os alle.

Indholdsfortegnelse:

Hent vedtægter for grundejerforeningen 

§ 1. Foreningens område
§ 2. Medlemsret og -pligt
§ 3. Formål
§ 4. Hæftelser
§ 5. Kontingenter
§ 6. Græsslåning og afbrænding
§ 7. Generalforsamling
§ 8. Dagsorden
§ 9. Ekstraordinær generalforsamling
§ 10. Afstemningsregler
§ 11. Protokol
§ 12. Retslig stilling
§ 13. Bestyrelse
§ 14. Bestyrelsens beføjelser
§ 15. Bestyrelsesmøder
§ 16. Regnskab m.v.
§ 17. Antenneforening
§ 18. Særlige bestemmelser
§ 19. Opløsning af foreningen

§ 1. Foreningens område

Foreningens navn er Grundejerforeningen “Nøddeparken”.

Foreningens område er de af lokalplan nr. 050903 for et boligområde i Smørumnedre af 20. december 1988, tinglyst den 3. april 1989 og udstykningsdeklaration af den 25. oktober 1989, tinglyst den 30. oktober 1989, omfattede ejendomme.

Foreningens hjemsted er Ledøje-Smørum Kommune.

Ledøje-Smørum kommune er berettiget til at ændre eller udvide grundejerforeningens område og evt. fastsætte de nærmere betingelser herfor.

§ 2. Medlemsret og -pligt
Alle ejere af parceller inden for det i § 1, stk. 2 angivne område har ret til og pligt til at være medlemmer af grundejerforeningen.

Kun parcelejere kan være medlemmer.

Ledøje-Smørum Kommune er uden stemmeret berettiget til at give møde på de af foreningen afholdte generalforsamlinger og medlemsmøder.

Ophører et medlem at være ejer af en af de omhandlede parceller, bortfalder medlemsretten, og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue.

Medlemspligten for ejere af ovennævnte parceller indtræder samtidig med erhvervelsen, uanset på hvilken måde denne finder sted, og indtrædende medlemmer betaler ved indtræden indskud som fastsat i § 5.

Meddelelse om ejendommens erhvervelse og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen skal senest 14 dage efter handelens indgåelse fremsendes til foreningen.

Et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i restance med betaling af kontingent og/eller anden ydelse eller bidrag pålignet i henhold til § 5, er pligtig til at udrede det skyldige beløb med evt. tillæg af strafgebyr og renter, jf. § 5, og får først de med medlemskabet forbundne rettigheder, når dette er sket.

Medlemmerne må påregne, at der bliver indkaldt til 2-4 arbejdsdage til fællesarbejde pr. år, som de frivilligt kan deltage i.

§ 3. Formål
Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes – eller grupper af medlemmers – fælles interesser, herunder navnlig at forestå de i lokalplan- og udstykningsdeklaration pålagte fællesopgaver med hensyn til vedligeholdelse af vej- og stisystemet samt indretning og vedligeholdelse af grønninger og fællesarealer m.m.

§ 4. Hæftelser
Foreningens medlemmer hæfter ikke solidarisk for foreningens forpligtelser, medmindre generalforsamlingen på den for vedtægtsændringer foreskrevne måde, herunder godkendelse af Ledøje-Smørum byråd, vedtager anden hæftelse for enkelte, konkret angivne forpligtelser.

§ 5. Kontingenter
Kontingent og indskud fastsættes af generalforsamlingen for et år ad gangen på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget for det pågældende regnskabsår.

Kontingentet betales årligt forud og forfalder til betaling den 1. marts.

Indbetales kontingentet ikke inden udgangen af forfaldsmåneden og indskuddet ikke inden en måned efter påkrav, tillægges der konsekvent et strafgebyr på kr. 100,00 pr. parcel pr. påbegyndt måned fra og med forfaldsmåneden. Der betales kontingent for hver parcel, et medlem er ejer af.

§ 6. Græsslåning og afbrænding
Medlemmerne er pligtige til at holde grundene fri for ukrudt. Såfremt grundejerne ikke overholder denne bestemmelse, vil grunden, 14 dage efter givet skriftligt varsel fra grundejerforeningen, blive renset på foreningens foranledning. De afholdte udgifter hertil vil blive opkrævet hos grundejeren.

Anvendelse af motorplæneklippere og andre motordrevne haveredskaber må kun finde sted på hverdage indtil kl. 18.00, samt på søn- og helligdage fra kl. 10.00 – 12.00.

Afbrænding af affald må ikke finde sted.
Der må ikke på ejendommen og på fællesarealerne holdes “landlige” husdyr, så som får, geder og høns.

Ligeledes må der ikke på ejendommen drives erhvervsmæssigt husdyrhold, f.eks. kenneler o. lign.

§ 7. Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan vedtage, ændre eller ophæve vedtægterne.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned.

Generalforsamlingen skal så vidt muligt afholdes i Ledøje-Smørum Kommune. Bestyrelsen kan, såfremt det viser sig vanskeligt at fremskaffe lokaler i Ledøje-Smørum Kommune, træffe bestemmelse om, at generalforsamlingen skal afholdes andetsteds.

Indkaldelse til den ordinære generalforsamling sker ved brev til hvert enkelt medlem, samt ved brev til Ledøje-Smørum Kommune, med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være
bestyrelsesmedlem, advokat for, eller revisor i foreningen.

Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner der vil være at behandle, i tilfælde af forslag om
vedtægtsændringer med angivelsen af disses ordlyd, og på ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger kan kun træffes afgørelser vedrørende emner, der er optaget i den meddelte dagsorden.

Kun foreningens medlemmer, deres husstand og fuldmægtige samt repræsentanter for kommunen har adgang til generalforsamlingen.

§ 8. Dagsorden
For den ordinære generalforsamling skal gælde følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  3. Kassererens forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
  4. Forslag fra bestyrelsen, herunder forelæggelse af budget for det kommende år og fastsættelse af kontingent og indskud.
  5. Forslag fra medlemmerne
  6. Valg af medlemmer til bestyrelsen og suppleanter til bestyrelsen.
  7. Valg af revisorer og 2 revisorsuppleanter.
  8. Eventuelt.
    Forslag fra medlemmer, eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på ordinære generalforsamlinger, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen og være denne i hænde senest 15. januar.

En eller flere af byrådet udpegede repræsentanter skal uden stemmeret være berettiget til at give møde på foreningens generalforsamlinger og medlemsmøder, og har ret til at få ordet og ytre sig om de til forhandling foreliggende emner.

§ 9. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenligt, eller når mindst 1/4 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske ved brev til hvert enkelt medlem samt til Ledøje-Smørum Kommune med mindst 14 dages og højest 21 dages varsel med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.

§ 10. Afstemningsregler
Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved simpel stemmeflerhed.

Fra hver parcel kan kun afgives en stemme, uanset om parcellen har en eller flere ejere. Såfremt et medlem er ejer af flere parceller kan denne have højest 5 stemmer.

Afstemningen kan ske ved håndsoprækning, dog skal afstemning ske skriftligt, når 10 medlemmer eller bestyrelsen kræver skriftlig afstemning. Medlemmer, som er i restance med betaling af kontingent og/eller anden ydelse eller bidrag i henhold til § 5, fortaber stemmeret og valgbarhed på generalforsamlinger.

Medlemmerne kan lade sig repræsentere på generalforsamlinger ved behørig skriftlig, fuldmagt. Ingen fuldmægtig kan stemme med mere end 1 fuldmagt.

Til vedtægtsændringer fordres, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og afgiver stemme, og at beslutningen tages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Blanke stemmer regnes ikke for afgivne stemmer.

Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, indkaldes inden en måned, med mindst 8 dages varsel, til en ny generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til de mødendes antal tages gyldig beslutning, såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer er for forslaget.

Enhver ændring af vedtægterne skal for at være gyldig godkendes af Ledøje-Smørum Kommune.

§ 11. Protokol
De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Udskrift af forhandlingsprotokollen udsendes til medlemmerne umiddelbart efter generalforsamlingen.

§ 12. Retslig stilling
De af den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger, samt beslutninger, der i henhold til nærværende vedtægter eller lokalplanen for området måtte træffes af bestyrelsen, er gældende for medlemmer, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til vedtægterne. Eventuel indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke opsættende virkning.

Medlemmer er, indtil endelig retsafgørelse foreligger, pligtige at opfylde de dem i henhold til beslutningerne pålagte pligter – det være sig af økonomisk eller anden art – ligesom foreningen uanset sagsanlæg eller senere anke skal være berettiget til at foretage retsskridt til forpligtelsens opfyldelse.

§ 13. Bestyrelse
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling.
Medlemmerne vælges for 2 år ad gangen. Hvert år afgår henholdsvis 2 og 3 medlemmer, efter første år afgår 2 medlemmer ved lodtrækning.

Generalforsamlingen vælger desuden 2 suppleanter for 1 år ad gangen.

Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlingerne og de af bestyrelsen trufne beslutninger. Protokollen underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer og skal være tilgængelig for foreningens medlemmer.

Bestyrelsen er berettiget til under ansvar over for generalforsamlingen, i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp i sager, hvor dette skønnes nødvendigt, f.eks. assistance af revisor, advokat eller landinspektør.

Det tilkommer bestyrelsen at drage omsorg for ansættelse af lønnet medhjælp til vedligeholdelse af de under foreningen hørende private veje og fællesarealer, ligesom det påhviler bestyrelsen at engagere faglig assistance til udførelse af opgaver, der sorterer under den antagne medhjælps arbejde.

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, dog kan der, dersom det efter arbejdets karakter skønnes rimeligt, af generalforsamlingen tillægges bestyrelsesmedlemmerne rimelige honorarer.

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der består af medlemmer uden for bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være bestyrelsesmedlem. Et sådant udvalg har ikke besluttende myndighed.

§ 14. Bestyrelsens beføjelser
Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlige myndigheder som over for private. Foreningens adresse er den til enhver tid værende formands adresse.

Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden med to af bestyrelsens medlemmer.

§ 15. Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøder afholdes, så ofte formanden finder det nødvendigt, eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. I bestyrelsesmøder kan de valgte suppleanter deltage uden stemmeret.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, heraf enten formanden eller næstformanden. Formanden – eller i dennes fravær næstformanden – leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort, eller bliver ude af rådighed over sit bo, skal bestyrelsen snarest supplere sig med en af de valgte suppleanter.

Dersom formanden eller næstformanden efter ovenstående i pkt. 4 måtte udtræde af foreningen, skal hans afløser vælges inden for de resterende bestyrelsesmedlemmer, og dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder.

§ 16. Regnskab mv.
Kassereren modtager alle foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden godkendte udgifter.

Anerkendelse skal foreligge skriftligt.

Kassereren fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog, samt medlemsfortegnelse. Den kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige kr. 1000,00. Kassereren og formanden underskriver alle kvitteringer.

Kassebeholdningen skal henstå på konto i bank, sparekasse eller postgiro, og kontoen skal være klausuleret, således at der kun kan hæves på denne ved underskrift af kassereren i forbindelse med formanden eller næstformanden.

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Årsregnskaber afleveres af kassereren til formanden inden den 25.januar. Regnskabet videreekspederes til de af generalforsamlingen valgte revisorer, der har 8 dage til regnskabets gennemgang og tilbageleverer det til formanden med eventuelle bemærkninger.

Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest 14.februar.

Regnskabet tilsendes Ledøje-Smørum kommune og medlemmerne kan afhente det hos formanden til gennemsyn senest 2 dage før generalforsamlingen afholdes. Regnskabet udleveres på generalforsamlingen.

§ 17. Antenneforening
Foreningens medlemmer skal alle være tilsluttet Smørum Kabelnets ledningsnet.

§ 18. Særlige bestemmelser
Grundejerforeningen er, forpligtig til at tage skøde på fælles arealer med de dertil knyttede veje, stier og pladser, i det omfang disse arealer ikke matrikulært skal tillægges den enkelte parcel, alt overensstemmende med landinspektør A. Dinesens opdeling.

Samtlige udgifter i forbindelse med grundejerforeningen Nøddeparkens stiftelse betales af O. C. Huset A/S.

§ 19. Opløsning af foreningen
Opløsning af foreningen kan ikke ske uden Ledøje-Smørum Kommunes godkendelse.

I tilfælde af opløsning af foreningen tilfalder foreningens nettoformue Ledøje-Smørum Kommune til formål inden for grundejerforeningens område.

Opløses grundejerforeningen, eller bliver den ude af stand til at fungere, træffes de bestemmelser, som der tilkommer grundejerforeningen at træffe af Ledøje-Smørum byråd.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 21. marts 1990.

Ændringer til vedtægterne er vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 10 marts 1998.

Yderligere vedtægtsændringer vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 24. maj 2000.